Nordhavnen
Nye faciliteter skal ruste Hirtshals Havn til fremtiden
For at understøtte Hirtshals Havns fortsatte udvikling og imødekomme kundernes fremtidige efterspørgsel, bliver der nu sat gang i arbejdet omkring en større havneudvidelse. Den såkaldte "Nordhavn" vil derfor både forbedre indsejlingsforholdene markant og optimere havnens faciliteter.
- De forbedrede faciliteter på havnen skal skabe grundlag for, at transportsektoren kan lave transportløsninger, der er klimamæssigt mere fornuftige og økonomisk stærkere end de løsninger, vi ser i dag. Dette giver rederierne, og dermed også transportsektoren, helt nye muligheder, når der i fremtiden skal planlægges logistik- og distributionsløsninger i det nordlige Europa, siger bestyrelsesformand ved Hirtshals Havn Anker Laden-Andersen.

Foreløbigt udkast til den kommende havneudvidelse, når den står færdig. Placering og antal af vindmøller er endnu ikke fastlagt.
Hirtshals Havn er en del af EU's prioriterede transportnetværk TEN-T, og udviklingen af Hirtshals Havn vil sikre en bedre udnyttelse af den samlede kapacitet på det nordeuropæiske sø-, vej- og banenet. Etableringen af forbedrede og kombinerede transportløsninger er et af de helt konkrete mål, som Hirtshals Havn arbejder hen imod for at bidrage til at opgradere transportindustrien og gøre godstransporten mere bæredygtig.