Blue Water Shipping er flyttet til større lokaler på Hirtshals Havn


Blue Water Shipping vokser stabilt på Hirtshals Havn, og som resultat af det øgede aktivitetsniveau er medarbejderstaben løbende blevet udvidet over de seneste år. Hos Blue Water Shipping i Hirtshals er der i dag 18 medarbejdere, og det betyder, at virksomhedens nuværende lokaler på Østhavnsvej på havnen i Hirtshals ikke giver tilstrækkeligt store rammer, hverken i dag eller i forhold til forventningerne til den fremtidige udvikling.



Den 20. juli 2015 flyttede Blue Water Shipping i Hirtshals til nye lokaler på Jens Munksvej 1, og i forbindelse med flytningen til de større lokaler, siger direktør Bent Rasmussen hos Blue Water Shipping i Hirtshals:
- Vi har de seneste år haft en løbende vækst i aktiviteterne på Hirtshals Havn, og den udvikling vil vi naturligvis gerne fortsætte, og det er desværre ikke muligt inden for de nuværende rammer, og derfor flytter vi til nye lokaler.

- En væsentlig del af vores nuværende aktiviteter udgøres naturligvis af vores godstrafik på Island og Færøerne i vores samarbejde med Smyril Line. Derudover har vi forventninger til vækst inden for offshore sektoren samt på godstrafik på Norge, hvor vi i Blue Water Shipping har i gangsat en strategisk vækstindsats.



Direktør Bent Rasmussen forventer yderligere ansættelser inden for speditionsområdet over de kommende år, efterhånden som aktivitetsniveauet stiger.

Blue Water Shippings nye lokaler på Jens Munksvej er lejet hos MarineShaft, og har udsigt over den udvidelse af havnearealet på 250.000 kvadratmeter, som Hirtshals Havn er i gang med, og som forventes færdig i 2016. Hertil siger Bent Rasmussen:
- Vi får en formidabel udsigt over de nye arealer og over Skagerrak, men vi forventer ikke, at vi får lov til at beholde udsigten ret længe, da interessen for de nye landarealer allerede er tydelig.



Som følge af Blue Water Shippings flytning til nye lokaler bliver der gode lokaler ledige på Østhavnsvej 10 på Hirtshals Havn.