Tysk turist vil bekæmpe havfald i Hirtshals


At komme havfald til livs kan være en både lang og sej kamp. En tysk turist har imidlertid valgt at tage kampen op ved at donere to havfaldsdispensere, som skal opsættes på stranden i Hirtshals.

Såvel Hirtshals som de øvrige kystbyer i Hjørring Kommune besøges hvert år af mange turister, der i særdeleshed tiltrækkes af de kilometerlange sandstrande og naturen langs vestkysten. Der er dog fortsat alt for mange, der bruger havet som skraldespand. De mange emballager, tomme flasker mv. - såkaldt havfald - skæmmer ikke blot havet og stranden men udgør også en trussel for både fugle og fisk, som risikerer at blive viklet ind i affaldet eller spise det.

Dette problem vil den tyske turist Patrik Sigwart nu gøre noget ved. Derfor har han valgt at donere hele 24.000 kr. til Søværnets Havmiljøvogterkampagne til indkøb og opstilling af to havfaldsdispensere i Hirtshals. Dermed giver Patrik en kæmpe håndsrækning til det frivillige arbejde med at fjerne plastik og andet havfald fra de danske strande.

Over 28.000 frivillige havmiljøvogtere kæmper for at komme havfald til livs
Over 28.000 frivillige havmiljøvogtere kæmper for at komme havfald til livs

Stor kærlighed til Hirtshals
40-årige Patrik Sigwart, der til daglig arbejder som IT-konsulent for et internationalt lægemiddelfirma, kommer fra den tyske by Bad Vibel og har siden barnsben været på en årlig ferie i Danmark. Hans beslutning om at donere de to dispensere bygger såvel på den kærlighed, som han har opbygget til Hirtshals gennem mange år, som den frivillige indsats, de tusindvis af havmiljøvogtere yder for at holde de danske strande rene for havfald.

- Jeg har altid elsket mine mange ferier i Danmark - først som barn sammen med mine forældre og senere på egen hånd som voksen. Men mit første besøg i Hirtshals var dog helt specielt. Jeg følte mig straks hjemme. Menneskene, byen, lyset, havnen, fyret, stranden og de lækre friskfangede fisk. Og så elsker jeg at blive 'gennemtævet' af en efterårsstorm på Vendsyssels kyst. Hver gang jeg er her, vil jeg ikke rejse tilbage, fortæller Patrik Sigwart.

Patrik Sigwart blev for første gang opmærksom på Havmiljøvogterkampagnen i 2018. Allerede dengang vidste han selvfølgelig, at affald i naturen, og især plastaffaldet, er et stort problem, men ifølge Patrik yder denne kampagne en ekstraordinær og meget inspirerende indsats for at løse problemet. Derfor meldte Patrik sig straks som havmiljøvogter, og samtidig fødtes idéen om, hvordan han kunne gøre mere for kampagnen end 'blot' at fylde poser, når han var på ferie i det nordjyske.

- Dispenserne er en fremragende idé, fordi de giver alle mennesker - lokale borgere og turister - mulighed for simpelthen at tage en pose med på stranden og fylde den op. Hver enkelt fyldt pose er lig med en masse mindre affald i de danske farvande, pointerer Patrik.


Tyske Patrik Sigwart har siden barnsben besøgt Danmark en gang om året.

Stor indsats for miljøet i Hjørring Kommune
I mange år har såvel erhvervet i Hirtshals som Hirtshals Havn sammen med Hjørring Kommune ydet en stor indsats for bæredygtighed og den grønne omstilling; Eksempelvis har fiskerne i adskillige år sorteret og taget affald med ind fra havet. Hirtshals Havn har løbende indført initiativer så som udskiftning af glødepærer til LED, opsætning af solceller, affaldssortering samt installation af et strømbesparende el-system. Dertil kommer at Hjørring Kommune har valgt at gå forrest i kampen for naturen som en såkaldt naturkommune, hvor både private og kommunale arealer har fået lov til at vokse vildt til fordel for bierne og sommerfuglene.

Af denne grund er det en glædelig nyhed for både Hirtshals Havn og Hjørring Kommune, at tyske Patrik Sigwart ønsker at bidrage til bekæmpelsen af havfald i og omkring Hirtshals.

Med Patrik Sigwarts donation opstilles nu to havfaldsdispensere i Hirtshals; en ved Hirtshals Havn og en ved Hotel Fyrklit.
Med Patrik Sigwarts donation opstilles nu to havfaldsdispensere i Hirtshals; en ved Hirtshals Havn og en ved Hotel Fyrklit.

28.000 frivillige havmiljøvogtere
Søværnets Havmiljøvogterkampagne har eksisteret siden 2006 og med over 28.000 frivillige havmiljøvogtere til at spotte olie og samle affald på danske strande og vande er det den første og største fællesindsats til bekæmpelse af havfald.
 
Havmiljøvogternes dispensere er specialdesignede stålskabe med gratis havfaldsposer, som er opstillet flere steder langs den danske kyst, herunder snart to dispensere i Hirtshals. Søværnet får hjælp til kampagnen af blandt andet Spar Nord Fonden, Ny Form-butikkerne og Den Blå Planet.