Kok og idemager Uffe Truelsen bliver ny koordinator for Hirtshals Fiskefestival


Fiskeriet var i sin tid grundlaget for etableringen af Hirtshals Havn, og fiskeriet er stadig i dag en stor del af både byen og havnens DNA. Derfor har Hirtshals Havn også siden 2009 været en af drivkræfterne bag arrangementet Hirtshals Fiskefestival, hvor man netop har ansat Uffe Truelsen som ny koordinator. Uffe Truelsen er uddannet kok, og har selv tidligere været deltager i arrangementer ved Hirtshals Fiskefestival, blandt andet under kåringen af Årets Sild samt Smagsprøveboderne om lørdagen.



Uffe var i knap 10 år køkkenchef og underviser på Horne Efterskole, hvor han stod i spidsen for en revitalisering af efterskolemaden med stort fokus på flere lokale fisk og flere lokale grøntsager. Uffe var også idemanden og drivkraften bag "horneHjælp", et indsamlingsevent hvor efterskoleelverne i samarbejde med lokale virksomheder, samlede over 1 million kroner ind til hjemløse over en årrække. I dag driver Uffe konsulentfirmaet Køkkenkultur og Vilgurd Familiecamp.



- Vi er utroligt glade for at have fået en profil som Uffe med på vores hold omkring Hirtshals Fiskefestival. Uffe har stor erfaring som kok og samtidig er han vant til at arbejde med både events og formidling. At han allerede kender Hirtshals Fiskefestival, og samtidig er et kendt ansigt i byen, er jo bare et stort plus for os. Uffe har desuden et stort netværk, som uden tvivl vil være til gavn for arbejdet i Hirtshals Fiskefestival. Vi kan mærke, at Uffe virkelig brænder for sine projekter, og vi ser frem til at samarbejde med ham omkring udvikling af Hirtshals Fiskefestival, siger Ditte G. Sørensen, formand for foreningen, og marketingchef ved Hirtshals Havn.



Den nye koordinator for Hirtshals Fiskefestival udtaler:
- Jeg glæder mig helt vildt til at komme tilbage til både fisk og menneskene i Hirtshals. Jeg har været så privilegeret, at jeg mange gange har set og mærket hvad folk i Hirtshals kan, når de træder ind i fællesskabet. Jeg har også været så heldig at få lov til at arbejde med alle de fantastiske råvarer, der kommer op af vandet og bliver sendt til nær og fjern fra Hirtshals Havn. Og når man samler mennesker og råvarer, der kan og vil noget, så er der uendelige muligheder for at skabe gode oplevelser og et større fokus på havets fantastiske råvarer. Jeg er taknemmelig over at få lov til at samle trådene i Hirtshals Fiskefestival, og jeg er sikker på, at vi alle trænger til at mærke dette fællesskab og denne specielle stemning igen.



Hirtshals Fiskefestival bliver afholdt hvert år den første weekend i august, hvor omkring 10.000 gæster besøger Hirtshals Havn og byen for at opleve fisken, fiskeriet og den unikke stemning. Hirtshals Fiskefestival er rammen om en række traditionsrige events som fisketorv, madværksted, smagsprøveboder, Local Cooking og guidede sejl- og havnerundture.

Bag foreningen Hirtshals Fiskefestival står:
Hirtshals Havn
Hirtshals Turisme
Nordsøen Forskerpark
Hirtshals Fiskeriforening
Hirtshals Fiskeauktion
Fiskernes Fiskesortering
Hirtshals Handel & Erhverv
Pelagisk fiskeflåde i Hirtshals
Hirtshals Fiskeeksportørforening