Søg
Søg

Hirtshals Havn klar til øget godstrafik


Fredag den 3. april kunne Hirtshals Havn sætte det sidste punktum for anlægsarbejderne omkring etableringen af det nye Færgeleje 4 på NordsøTerminalen. Allerede dagen efter blev færgelejet taget i brug på grund af stor trafik på Hirtshals Havn.



Den afsluttende afleveringsforretning drejede sig om broklappen, der er bygget på en sådan måde, at den kan servicere både katamaraner og konventionel tonnage. Broklappen har et vertikalt spænd på 3 meter, der sikrer, at færgelejet kan klare såvel vandstandsvariationer som skibenes bevægelser i forbindelse med lastning og losning. Ydermere er der indbygget en styring i hydrauliksystemet, der sikrer en optimal tilpasning af broklappen under operation. 

Broklappen er leveret af Bladt Industries, som har stået for selve stålarbejdet, i samarbejde med Serman & Tipsmark, der har leveret det komplette hydrauliksystem og elektriske styresystem.

- Vi er tilfredse med, at vi nu kan sætte det sidste punktum i forbindelse med etableringen af Færgeleje 4 ved Trailerkajen. Dermed er færgelejet klart til at modtage Fjord FSTR senere på året, siger Hirtshals Havns tekniske chef, Peter Ydesen kort efter afleveringsforretningen.

Færgeleje 4 er etableret i forbindelse med Fjord Lines indsættelse af deres nybyggede katamaran "Fjord FSTR" senere på året. Den nye katamaran indsættes i fast rute mellem Hirtshals og Kristiansand - en rute som hidtil har været varetaget af "HSC Fjord Cat". På trods af sin næsten dobbelt så store kapacitet kan "Fjord FSTR" ligeledes klare overfarten på 2 timer og tre kvarter.

Stor trafik på Hirtshals Havn betød, at rederiet Fjord Line valgte at anløbe det nye færgeleje med færgen M/F "Stavangerfjord" allerede lørdag, da Containerkajen, hvor Fjord Lines konventionelle færger sædvanligvis anløber, ekstraordinært blev anløbet af et ro/ro-fartøj.



- Det nye færgeleje giver os mulighed for at udvise en større fleksibilitet over for både nuværende og kommende kunder. Med idriftsættelsen af Færgeleje 4 er Hirtshals Havn dermed forberedt på den øgede trafik, der forventes på havnen over den kommende årrække, lyder det fra Jens Kirketerp Jensen, som er administrerende direktør hos Hirtshals Havn.