Søg
Søg

Havnesikring - ISPS


Hirtshals Havn lever op til den Internationale Maritime Organisations (IMOs) krav om sikring af havnefaciliteter, jf. SOLAS kap. XI-2, ISPS-kodens del A og B.

ISPS står for "International Ship and Port Facility Security".

I Danmark er havnesikring implementeret i henhold til bekendtgørelser, der administreres af Trafik-, Bugge- og Boligstyrelsen, Maritime Sikring.

Gældende bekendtgørelser er:

  • Bekendtgørelse nr. 1462 af 30. november 2016 om sikring af havnefaciliteter.
  • Bekendtgørelse nr. 1461 af 30. november 2016 om sikring af havne.

Hirtshals Havn har fem faste havnefaciliteter - også betegnet ISPS-områder. Derudover har havnen fire on/off havnefaciliteter, der kan etableres efter behov.

For at have legitim adgang til ISPS-områderne er det påkrævet, at personer har et lovligt ærinde. Personer, der opholder sig i faciliteterne, skal kunne identificere sig enten i henhold til skibenes bemandingslister, virksomhedens fremsendte medarbejderlister eller med et godkendt adgangskort. Adgangskort kan rekvireres hos havnevagten.

Da både Hirtshals Havn og lovgivningen omkring ISPS er i en fortsat udvikling, vil der løbende kunne ske ændringer af ISPS-områderne på havnen. Dette betyder, at man på havnen vil observere, at der bliver foretaget fysiske ændringer af nogle havneområder, samt at man vil opleve, at der kan forekomme kontrol ved adgang til dele af havnen.

Kravene omkring ISPS er de seneste år blevet skærpet både internationalt og nationalt. Dette betyder, at havnen løbende foretager fysiske justeringer, såsom opsætning af hegn og overvågning. Der vil tilsvarende forekomme skærpelser i administrationen af de sikrede faciliteter og dermed adgangen til faciliteterne.




For at sikre, at de tiltag der iværksættes også fungerer i praksis, har Hirtshals Havn nedsat "Udvalg for havnesikring". Udvalget er lovpligtigt, og består af repræsentanter for sikringsrelaterede brugere på havnen samt myndigheder.

Hirtshals Havn og de sikringsrelaterede samarbejdspartnere på havnen afholder årligt en række planlagte øvelser, hvormed elementer i havnens sikring bliver testet. Ligeledes foretager Trafik-, Bugge- og Boligstyrelsen, Maritime Sikring også inspektioner på de danske havne, både med egne inspektører og med inspektører fra EU for at sikre, at de godkendte sikringsplaner fungerer, og at lovgivningen bliver overholdt. Hirtshals Havn prioriterer med en kvalificeret indsats, at sikringen på havnen til enhver tid opfylder de formelle lovkrav, samt at sikringen bruges aktivt til at sikre havnens brugere.



 
sitelist.html