Søg
Søg

Cosmos Trawl udvider på Hirtshals Havn


Efter ønske fra flere pelagiske både, er notværkstedet Cosmos Trawl gået i gang med at udvide sine faciliteter på Hirtshals Havn, hvor der bliver etableret en hal på 540 m² til indendørs opbevaring af noter. I hallen bliver der etableret 8 notsiloer på hver 285 m³, hvoraf 6 af siloerne allerede er udlejet. Hallen bliver bygget i forlængelse af det eksisterende værksted og notloft, så noterne kan gå direkte fra værksted til opbevaring.



Salgschef, Thorleif Grønkjær, siger om tilbygningen:
- Vi er glade for at kunne opfylde ønsket fra de pelagiske både, om at etablere indendørs opbevaring til deres noter. På nuværende tidspunkt ligger bådenes noter i mindre siloer, som med tiden er blevet for små. Vi er derfor ganske tilfredse med snart at kunne tilbyde denne ekstra service til vores kunder, så de fortsat kan få deres noter opbevaret indendørs.

I forbindelse med tilbygningen bliver alle møllerne i det nuværende notværksted udskiftet, da der er behov for større og bredere møller, som følge af nutidens større både med større noter.



Thorleif Grønkjær forsætter:
- Vi ser optimistisk på fremtiden, og det er også derfor, at vi udvider nu. Der har været fremgang i fiskeriet de sidste par år, og det er noget, både fiskere og virksomheder nyder godt af. Når fiskepriserne stiger, er fiskerne villige til at investere, og det kan vi mærke her på Cosmos Trawl.

Cosmos Trawl er Danmarks største notværksted, og virksomheden fremstiller alt inden for fiskeriudstyr; trawl, wireservice m.m.