Søg
Søg

Verdens største skoleskib "Sedov" besøger Hirtshals Havn


I høj sol anløb verdens største skoleskib, "Sedov", onsdag den 16. maj Hirtshals Havn for et ophold i den nordjyske havn i tre dage. Sejlskibet anløb Hirtshals Havn på sin vej fra Bremerhaven mod Sunderland, hvor starten på Tall Ships Races går den 11. juli.

Under "Sedovs" ophold i Hirtshals Havn er North Atlantic Shipping mægler på skibet. North Atlantic Shipping har dermed kontakten til skibet, og yder den assistance som det russiske sejlskib og besætningen, har brug for under opholdet i havnen.






Hos North Atlantic Shipping gør direktør Jens Skjødt Petersen lidt ekstraordinært ud af besøget:

- Vi servicerer jo sædvanligvis fragtskibe og fiskefartøjer fra Nordatlanten samt skibe der kommer med projektlaster, så at yde service til verdens største sejlførende skoleskib, er en spændende specialopgave. Sedov har 160 kadetter ombord, og dem vil vi jo gerne give en særlig oplevelse her i Hirtshals. Derfor har vi i samarbejde med Nordsøen Oceanarium inviteret kadetterne til at besøge oceanariet, der jo er noget helt særligt.

Årets Tall Ships Races vil med deltagelse af en række af verdens største sejlskibe fra den 11. juli til den 6. august anløbe fire havne i Norge, England, Holland og Danmark.