Søg
Søg

Der bygges igen på Hirtshals Havn - denne gang vindmøllefundamenter


Fundamentudgravningerne til to af de fire vindmøller, der skal opstilles på Hirtshals Havn er til at få øje på med dimensioner på 22 meter i diameter og op til 6 meter i dybden. Etableringen af de to første fundamenter er nu påbegyndt, og etableringen af de resterende to fundamenter opstartes inden for få uger.

I løbet af andet halvår af 2019 vil arbejdet med opstillingen af de fire Vestas V136 4,2 MW vindmøller præge landudvidelsen på Østhavnen i Hirtshals. Vindmøllerne leveres og opstilles i september og oktober, hvorefter de planlægges at blive idriftsat i uge 42-44.

Det er imponerende dimensioner der arbejdes med på havnen i Hirtshals. Hvert af de fire fundamenter vejer op mod 5.400 tons, rotoren har en diameter på 136 meter, og vindmøllerne får en højde på 150 meter. Hver af de fire vindmøller vil kunne producere 17,5 mio. kWh, hvilket svarer til, at de fire vindmøller kan producere elektricitet til 14.500 husstandes elforbrug. Til sammenligning er der ca. 2.000 husstande i Hirtshals.



Hirtshals Havnefond står bag opstillingen af de fire vindmøller, og fonden vil i løbet af juli måned påbegynde salget af vindmølleandele til de borgere, der bor inden for en afstand af 4,5 kilometer fra vindmøllerne.

Bestyrelsesformand ved Hirtshals Havn, Anker Laden-Andersen udtrykker sin tilfredshed med det innovative vindmølleprojekt på havnen:
- De fire vindmøller, der opstilles på Hirtshals Havn, er det første rent kommercielle vindmølleprojekt i Danmark, hvilket vil sige, at der ikke er ydet tilskud fra staten til vindmøllerne. Det har kun været muligt for Hirtshals Havnefond at realisere projektet pga. de ressourcestærke personer, som sidder i fonden og har fokuseret på kombinationen af vindressourcen og teknologi, der er helt på forkant. Nu ser vi frem mod fjerde kvartal, hvor vi vil begynde at se produktionstallene fra vindmøllerne, og dermed resultaterne af det arbejde, fonden har lagt i opstillingen af vindmøllerne.