Hirtshals Fiskefestival 2014 blev en publikumssucces

 

Begunstiget af et pragtfuldt vejr, hvor Hirtshals by og dens havn viste sig fra sin flotteste side, blev Hirtshals Fiskefestival 2014 afviklet den første weekend i august måned. Hirtshals Fiskefestival blev igen til i et energifuldt samarbejde mellem erhverv og turisme på og omkring Hirtshals Havn.

Hele fiskefestivalen var præget af en god og hyggelig stemning, og vurderingen er, at omkring 15.000 gæster besøgte Hirtshals by, Nordsøen og havnen.



Hen over festivalen kunne der efterhånden, som de enkelte aktiviteter på festivalen blev afviklet, meldes udsolgt. Således blev der solgt mere end 600 billetter til fiskebuffeterne fredag og lørdag aftener, og på samme måde blev alle 1.500 billetter solgt til lørdagens fiskesmagsprøver.

Også aktiviteter som fiskekokkeskole, virksomhedsbesøg og guidede sejlture på havnen havde god tilslutning, og gav lærerige timer for deltagerne.



Formanden for Hirtshals Fiskefestival Jens Kirketerp Jensen siger umiddelbart efter afslutningen af 2014 udgaven af Hirtshals Fiskefestival:
- De indtryk jeg har fået fra vores medhjælpere og handlende i byen, og det jeg selv har oplevet, peger alt sammen på, at fiskefestivalen her i 2014 har været en publikumssucces, og det kan vi naturligvis kun være tilfredse med. Vi kender endnu ikke økonomien i årets fiskefestival, men har forventninger om, at den ser acceptabel ud, når vi får alle tallene regnet sammen. Årets fiskefestival har igen vist, at der er potentiale til at fortsætte med at udvikle festivalen, så den bliver endnu mere attraktiv at besøge. Dermed kan vi komme til at sætte fisk på dagsordenen over for endnu flere mennesker, og få dem til at spise fisk - fra Hirtshals.



Yderligere tilføjer formanden:
- Hirtshals Fiskefestival kan kun blive til virkelighed med et levende engagement fra de op mod 300 frivillige medhjælpere, de skal selvfølgelig takkes for deres indsats. Medhjælpernes indsats og en lang række sponsorater fra virksomheder og fiskere gør det muligt at få en fornuftig økonomi i fiskefestivalen. Vi forventer igen i år at få et lille positivt resultat af fiskefestivalen, og det er naturligvis for at sikre fiskefestivalens fremtid. Det resultat, vi skaber på festivalen, bliver brugt til at udvikle fiskefestivalen, så den bliver stadig mere spændende år for år, og så festivalen får flere ressourcer til at promovere fisk over for danskerne og vores udenlandske gæster - så vi kan få flere til at spise fisk. Der ud over går en del af indtjeningen fra fiskefestivalen til velgørende organisationer og arbejdet i sportsklubber, der arbejder for fiskefestivalen.



I forbindelse med årets fiskefestival og Årets sild, der blev afholdt i maj, har foreningen bag Hirtshals Fiskefestival sat nye initiativer i søen. Foreningen har sat flere ressourcer ind på Årets sild, og samtidig samarbejder foreningen med Arcus og Kattegat Seafood om at udvikle et samlet koncept omkring Årets bjesk og Årets sild. Der ud over har Hirtshals Fiskefestival for første gang kunnet servere sin egen festivaløl for at sætte fokus på samspillet mellem fisk og drikkevarer.



Omkring fornyelsen af Hirtshals Fiskefestival siger Hirtshals Fiskefestivals koordinator Mette Jensen:
- Vi har i år fortsat en udvikling, hvor vi sætter større fokus på nordjyske fiskeforædlingsvirksomheder, der får deres råvarer via Hirtshals Havn. Det har været nogle meget inspirerende samarbejder, som har givet os mulighed for at præsentere nye fiskeprodukter, og det er vi stolte af. I år deltog virksomheder med frisk fersk fisk, med fiskeprodukter og med produkter, der er ved at blive udviklet. Sammen med vores traditionelle samarbejdspartnere viser det en ny vej for Hirtshals Fiskefestival.

På årets fiskefestival kunne man møde Kattegat Seafood, Royal Greenland, Amanda Seafood, N.O. Hausgaard, Venmark Fisk og Fisk er godt.

Årets sild, Årets bjesk og festivaløllen kan endnu en tid købes i Hirtshals hos SuperBrugsen, Superspar, Slagter Winther og Nordsøen.



Med mange besøgende og den hidtil største pressedækning af fiskefestivalen, blev Hirtshals endnu en gang sat på både fiskeriets og oplevelsernes landkort. Dermed har foreningen bag fiskefestivalen igen opfyldt sin målsætning om at give gæsterne på fiskefestivalen indhold i de fire kodeord; fisk, fiskeri, læring og oplevelse.





Hirtshals Havn
Norgeskajen 11, 9850 Hirtshals

Senest opdateret:
19. august 2014
Havnevagten:
E-mail:

Administration:
E-mail:

Fax:
+45 9894 1422
havnevagten@hirtshalshavn.dk

+45 9656 5000
hirtshalshavn@hirtshalshavn.dk

+45 9894 4293
  Brugernavn:  
  Adgangskode:  
     

Hirtshals Havn anvender cookies
Vi benytter cookies til at få websitet til at fungere optimalt. Cookies anvendes primært til trafikmåling via Google Analytics, men ligeledes til at analysere brugen af vores hjemmeside, så vi løbende kan forbedre funktion og indhold.
Du accepterer brugen af cookies ved at klikke luk eller klikke videre på websitet.
Læs mere om Cookies


OK
sitelist.html