Hirtshals Havn prioriterer ressourcer til logistikudvikling

 

Hirtshals Havn vedtog i august 2014 målsætningerne og visionerne for havnens udvikling over de kommende 6 år, som nu er samlet i "Vision 2020". Med Vision 2020 sætter Hirtshals Havn fokus på fire primære forretningsområder, og prioritere samtidig ressourcer på at realisere udviklingen og vækstmålene.

I direkte forlængelse af beslutningen om at sikre ressourcer til realiseringen af visionerne, har Hirtshals Havn indgået aftale med Juul's Consulting om initiativer på godsområdet. Initiativerne skal øge godstransporten over havnen, og parallelt hermed trække nye godsruter til havnen.



Juul's Consulting er etableret af John Juul Nielsen, der indtil 2014 har været koncernfragtdirektør i Color Line Cargo. Han har, gennem 41 år i transportbranchen i Skandinavien, opbygget et stort kendskab til sektoren og de bevægelser, der hele tiden er i en meget dynamisk europæisk transportbranche.

John Juul Nielsen siger i forbindelse med etableringen af egen virksomhed og indgåelse af aftalen med Hirtshals Havn:
- Efter 41 år i branchen har jeg fortsat meget at byde ind med i relation til at skabe nye transportløsninger og se muligheder. Jeg skal naturligvis finde mig ind i den nye rolle som rådgiver, men samtidig giver det mig mulighed for at spille ind med nye tanker og idéer, som har et solidt fundament i kendskabet til søtransport, vejtransport og banetransport.



Juul Nielsen fortsætter:
- På en måde går Hirtshals i blodet på en, og jeg mener, at der er mange potentialer i havnen, som kan realiseres, og den udvikling ser jeg frem til at være med til. Endelig har jeg allerede aftaler om andre opgaver, som jeg skal arbejde med i den kommende tid, så jeg regner med, at der bliver en del at se til. Samtidig er jeg naturligvis åben for flere opgaver, hvor jeg kan sætte min viden i spil for at skabe udvikling.

Hirtshals Havn skal i de kommende år fortsætte væksten på godstrafikken, der er havnens største forretningsområde. Og med en målsætning om at blive omdrejningspunkt for godstransport i Skandinavien, kalder havnen sig nu "Port of Scandinavia". Samlet skal dette være med til at understrege havnens fremtidige placering i transportsektoren.

I forbindelse med indgåelse af aftalen siger administrerende direktør ved Hirtshals Havn Jens Kirketerp Jensen:
- Vi skal fortsætte den vækst havnen har realiseret over de seneste år, og det gør vi kun ved at have fokus rettet mod virkeliggørelse af Vision 2020, og ved at sætte de nødvendige ressourcer ind på det arbejde. Det er baggrunden for, at vi har indgået en aftale med Juul's Consulting. Vi mener, at John Juul Nielsen besidder et kendskab til markederne og de muligheder, der ligger for Hirtshals i fremtiden, og det er de kompetencer, vi kan udnytte for at skabe vækst.



Havnens administrerende direktør tilføjer:
- Vores geografiske fortrin er der ingen, der kan matche, og det er den kendsgerning, vi kombinerer med tænkningen i nye transportkoncepter. Det er grundlaget for den vækst, Hirtshals Havn skal være med til at skabe i Nordjylland.





Hirtshals Havn
Norgeskajen 11, 9850 Hirtshals

Senest opdateret:
28. januar 2015
Havnevagten:
E-mail:

Administration:
E-mail:

Fax:
+45 9894 1422
havnevagten@hirtshalshavn.dk

+45 9656 5000
hirtshalshavn@hirtshalshavn.dk

+45 9894 4293
  Brugernavn:  
  Adgangskode:  
     

Hirtshals Havn anvender cookies
Vi benytter cookies til at få websitet til at fungere optimalt. Cookies anvendes primært til trafikmåling via Google Analytics, men ligeledes til at analysere brugen af vores hjemmeside, så vi løbende kan forbedre funktion og indhold.
Du accepterer brugen af cookies ved at klikke luk eller klikke videre på websitet.
Læs mere om Cookies


OK
sitelist.html